Hvad er parterapi egentlig?
Parterapi er en række samtaler, hvor I sammen med en udefrakommende undersøger, hvordan I har det med hinanden, og hvad der gør, at I ender i de samme situationer. Jeg tager ikke parti og udpeger ikke en skyldig. Vi kigger på mønstret mellem jer — og arbejder med konkrete måder at ændre det.
Skal vi begge to deltage?
Parterapi fungerer bedst, når I er der begge to. Er den ene tvivlende eller helt uinteresseret, kan vi starte med en individuel samtale og se, hvad der giver mening derfra. Mange par begynder netop sådan.
Hvordan foregår den første samtale?
Vi bruger den første tid på, at I hver især fortæller, hvordan I ser situationen, og hvad I håber på. Jeg spørger ind til, hvordan I plejer at havne i konflikten, og hvad der sker for jer, når det går skævt. Vi slutter altid med noget konkret, I kan tage med — og en snak om, hvad et videre forløb kunne se ud som.
Kommer du hjem til os?
Ja. Hjemmebesøg er det, jeg oftest laver, og jeg kører ud i hele København og Nordsjælland. Vi skal blot have et sted, hvor vi kan sidde uforstyrret halvanden time. Bor I uden for området, så skriv med jeres postnummer, så finder vi ud af det.
Kan vi mødes online i stedet?
Ja. Online samtaler via video fungerer godt, hvis hverdagen er tæt pakket, hvis den ene er på rejse, eller hvis I bor uden for Danmark. Jeg har blandt andet arbejdet med expat-par i Portugal og kender godt den ramme.
Hvor lang tid varer en samtale, og hvor mange skal vi have?
En parsamtale varer typisk 90 minutter, en akutsamtale 120 minutter og en individuel samtale 60 minutter. Et typisk forløb er 4–8 samtaler, men vi aftaler rammen sammen efter den første samtale — I binder jer ikke til noget på forhånd.
Hvad koster det?
Alle priser står på ydelsessiden, så I kan se dem, før I skriver. Betaling sker via MobilePay eller bankoverførsel efter samtalen. Hjemmebesøg uden for København og Nordsjælland aftaler vi individuelt.
Er det fortroligt?
Ja. Alt, vi taler om, bliver mellem os, og jeg deler ikke noget videre uden jeres samtykke.
Hvad hvis vi er i tvivl om, vi skal blive sammen?
Det er en helt legitim grund til at søge parterapi. Nogle par bruger samtalerne til at finde hinanden igen, andre til at få klarhed over, hvad de vil. Jeg har ikke en dagsorden om, hvad I bør vælge — men jeg kan hjælpe jer med at træffe valget bevidst i stedet for i afmagt.
Hvornår kan vi få en tid, og hvordan booker vi?
Skriv et par linjer via bookingsiden eller på vilstrup@relationer.dk. Jeg vender tilbage indenfor to hverdage med konkrete forslag — aften- og weekendtider kan aftales. Afbud senest 24 timer før, ellers faktureres samtalen.
Hvad er din baggrund?
Jeg er cand.mag. i filosofi, har taget kursus gennem Gottman Institute og er certificeret parterapeut via PESI’s Couple Therapy Certification. Du kan læse mere om baggrunden og min tilgang på Om-siden.